Brazz Brothers på visit
04-11-2009 08:43 0 kommentar(er)
The Brazz Brothers har alle en solid, klassisk musikeruddannelse bag sig, men har bestemt sig for at gå egne musikalske veje, der har ført dem fra New Orleans til norsk folkemusik til afrikansk jazz. Bag sig har de i skrivende stund 2500 koncerter verden over og 17 cd-udgivelser, der spænder fra afrikansk musik til traditionel og moderne jazz, til Benny Andersen og Poul Dissing, Tanzania til Japan.
Gennem turneer og samspil med norske og afrikanske musikere fra Swaziland, Mozambique og ikke mindst Sydafrika har de samlet en enestående indsigt i en helt særlig musikalsk kultur. På tre cd’er har jazzbrødrene udforsket den afrikanske folkemusik og den moderne afrikanske rytmiske musik og jazzen, som den eksempelvis spilles af Miriam Makeba og af Abdullah Ibrahim.
Det er resultatet af de fem norske jazzmusikeres langvarige forhold til Afrika, vi skal opleve på denne helt specielle koncertaften med Brazz Brothers og Sønderjyllands Symfoniorkester.
Musikken er arrangeret for brazz band og symfoniorkester af Brazz Brothers selv og bygger på afrikanske danse, stemninger og melodier. Der er traditionelle folkemelodier, og der er arrangementer af kompositioner af navnlig Abdullah Ibrahim. Dertil kommer kompositioner skrevet af brødrene selv, som også selv leder orkester – og publikum – gennem koncerten.
Brazz Brothers er et af Norges fremmeste orkestre og spiller mere end 120 koncerter årligt over hele verden. Brazz Brothers består af to brødrepar på messinginstrumenter samt en importeret trommeslager:
Jarle Førde på trompet og flygelhorn, Jan Magne Førde på trompet og Helge Førde på basun. Runar Tafjord er bandets hornist, og bror Stein Erik spiller tuba. Ved disse koncerter er sjettemanden den erfarne og anerkendte norske jazztrommeslager Stein Inge Brækhus, som bl.a. gennem et mangeårigt ophold i Afrika har et helt særligt forhold til den afrikanske folketone og moderne rytmiske musik.
Brazz Brothers er herhjemme primært kendt for deres langvarige samarbejde med Benny Andersen og Poul Dissing, der resulterede i cd’en Rosalina fra 2004.
Desuden har de en helt særlig tilknytning til Danmark på anden vis. I 1996 optrådte de på norsk TV2 i den skrupskøre familiejulekalender Julefergå, som var skrevet og produceret i samarbejde med det danske tv-produktionsselskab saks film & tv. Samme produktionsselskab stod bag De Nattergales evigtunge hit The Julekalender, som også hittede massivt i Norge og førte direkte til samarbejdet med Brazz Brothers.
Koncerten er gjort mulig via et generøst sponsorat fra Danfoss.

Tilføj en kommentar
Bemærk! Når du trykker på "Send kommentar" kan du ikke se din
besked med det samme. Den skal først godkendes af webmaster.