Et lille symfoniorkester med store ambitioner – og store problemer

19-05-2009 09:04 0 kommentar(er)

I JV’s leder 11. maj udtrykte Poul-Erik Thomsen ønsket om, at de sønderjyske kommuner må støtte økonomisk op om Sønderjyllands Symfoniorkester, som trods sin status som kulturfyrtårn for hele Syd- og Sønderjylland og i Sydslesvig bestandigt må kæmpe med økonomiske problemer. Vi takker for ordene – vi er heldigvis omgivet af stærke støtter i hele vores spilleområde, både fra publikum, politisk hold og private sponsorer, og uden denne støtte eksisterede der intet Sønderjyllands Symfoniorkester. Men hvor stammer vores økonomiske problemer egentlig fra? Får vi ikke et stort statstilskud til at finansiere vores aktiviteter med? Jo, det gør vi, men alligevel står vi ofte i en økonomisk klemme, og det skyldes følgende forhold:


For få strygere

Sønderjyllands Symfoniorkester er med 65 musikere et af Danmarks mindste symfoniorkestre. Særligt har vi en relativt lille besætning af strygere, hvilket lægger et stort belastningspres på den enkelte stryger og samtidig begrænser vores muligheder rent repertoiremæssigt. Vi er sårbare, fordi vi ikke kan undvære strygere til vores koncerter, og med de få strygere, vi råder over, er vi som oftest nødt til hente musikere ind som vikarer fra dag 1, hvis der er sygdom blandt musikerne. Det foregår fra Århus og København, hvor freelance-musikerne bor. Sådanne musikere skal indlogeres, have rejse betalt, have diæter etc. foruden selvfølgelig deres løn – faktisk er det 40 % dyrere for os at hente en musiker udefra end det er for fx Århus Symfoniorkester eller Sjællands Symfoniorkester. Vi kan med rimelighed sammenligne os med Sjællands Symfoniorkester, der også er et turnerende landsdelsorkester. I Sønderjyllands Symfoniorkester råder vi kun over 38 fastansatte strygere, mens Sjællands Symfoniorkester har ansat 46 strygere, hvilket naturligvis giver vore Københavner-kolleger en helt anden fleksibilitet både økonomisk, kunstnerisk og praktisk.


Musiklovens krav

Det paradoksale er, at Musikloven ret præcist siger, hvad det er, vi skal: Vi skal spille symfoniske koncerter med et forsvarligt besat symfoniorkester i hele vores spilleområde, foruden skolekoncerter, populærkoncerter, CD-indspilninger og et omfattende pædagogisk arbejde – og på den måde når vi ud til 60 – 70.000 mennesker hvert eneste år. I senere år har vi også nydt international opmærksomhed i den stærkt konkurrenceprægede internationale musikverden: De kan noget helt særligt i det der lille orkester derude på landet. Det kan vi ikke gå på kompromis med. Og det gør vi også nødigt; vi er musikere, og vi elsker vores job og mødet med publikum.  Men vi har desværre store problemer, fordi vi dels har langt til de større byer, hvor musikerne bor, dels har for få musikere af vores egne.


Dialog er i gang

Vi er i dialog med de sønderjyske kommuner om disses økonomiske engagement i orkestret, og det er en frugtbar og spændende dialog. På dagsordenen står først og fremmest en udvidelse af orkestret. En udvidelse af orkestret vil, som anført i Poul-Erik Thomsens leder, betyde at vi får samme vilkår som f.eks. Sjællands Symfoniorkester til at løse direkte sammenlignelige opgaver. Og vi vil i endnu større grad kunne tage de musikalske opgaver op, der i senere år har gjort os til regionens førende kulturelle fyrtårn: De store musikalske oplevelser for børn og voksne og en stadigt stigende international opmærksomhed om os og om regionen.

Tilbage

Tilføj en kommentar

*
*
Beregn 6 plus 7, tak.*

Bemærk! Når du trykker på "Send kommentar" kan du ikke se din
besked med det samme. Den skal først godkendes af webmaster.