Gymnasiekor giver den gas med Sønderjyllands Symfoniorkester

af Dorthea Dittmer

Den kraftfulde og dystre start i Carmina Burana med ordene, O Fortuna, skaber på alle måder følelser i publikum og er måske også en af grundende til at netop dette værk er blevet så populært over hele verden.

Nu kan det opleves med Sønderjyllands Symfoniorkester og ikke mindre end 300 gymnasieelever fra otte forskellige gymnasier fra både tysk og dansk side af grænsen. Koncerterne finder sted tirsdag 28. februar kl. 20.00 i koncertsalen Alsion, i Sønderborg, onsdag 29. februar kl. 20.00 på A.P. Møller Skolen i Slesvig og torsdag 1. marts kl. 20.00 i Harmonien i Haderslev.

Værdifuldt samarbejde

I mere end 30 år har Sønderjyllands Symfoniorkester og de lokale gymnasier haft dette helt unikke samarbejde om en årlig gymnasiekorkoncert.  Og i år er ingen undtagelse. Orkestret skal fremføre Orffs mesterværk Carmina Burana – noget som orkesterchef Claus Skjold Larsen ser meget frem til.

-          Det er en perfekt koncert at synge for sådan et ungt kor. Det er musik med råstyrke og musikerne glæder sig til at gave den fuld gas med de unge mennesker fra første taktslag.

Claus Skjold Larsen er overbevist om, at publikum vil komme til at mærke musikken og sangen helt ned i mellemgulvet.

-          Musikken rammer lige i solar plexus. Der er en fantastisk umiddelbarhed i den, som i kombination med de unge menneskers energi, bliver en meget stor oplevelse.

Samarbejdet med gymnasiekorene er noget som for både musikere og orkesterchefen er meget værdsat.

-          Vi har spillet med de unge mennesker i så mange år, og hver gang er det en fantastisk oplevelse. De kommer med en helt særlig energi og sammen kan vi skabe fantastisk musik uden filter, siger orkesterchefen.

Gymnasiekorkoncert: Carmina Burana af Carl Orff

Tirsdag 28. februar 2012 kl. 20.00, Koncertsalen Alsion, Sønderborg NB: KONCERTEN ER UDSOLGT!

Onsdag 29. februar 2012 kl. 20.00, A. P. Møller-Skolen, Slesvig

Torsdag 1. marts 2012 kl. 20.00, Harmonien, Haderslev

Bjarte Engeset, dirigent
Ændring: Ny sopran - Nina Sveistrup Clausen
David Hansen, kontratenor
Thomas Storm, baryton
Syd- og sønderjyske gymnasiekor samt
gymnasiekor fra Sydslesvig
Mette Rasmussen, korkoordinator

Kor fra skolerne:
Sønderborg Statsskole           
Deutsches Gymnasium          
Haderslev Katedralskole                                     
Tønder Gymnasium
Vejen Gymnasium
Alssundgymnasiet
A.P.Møller-Skolen
Duborgskolen



 

 

                                                                                      

                                                                                      


 

 

Tilbage

Tilføj en kommentar