P2 Musikprisen til Sønderjyllands Symfoniorkester
af Morten Leth Jacobsen
1.10. 2010:
Juryen var enige, og lytterne var enige: Sønderjyllands Symfoniorkesters cd med klaverkoncerter af Ravel, Debussy og Franck er årets bedste danske udgivelse i kategorien dansk orkestermusik.
Cd’en, som er udkommet på pladeselskabet danacord, vandt i konkurrence med DR Underholdningsorkestrets udgivelse af Mozartsymfonier og Dresdner Statskapels udgivelse af Elgars violinkoncert med Nikolaj Znaider som solist og Colin Davis som dirigent.
På vinder-cd’en fortolker den russiske pianist Oleg Marshev Ravels Klaverkoncert i G-dur og Koncert for Venstre Hånd, César Francks Symfoniske Variationer, samt en Fantasi af Debussy under ledelse af Vladimir Ziva, Sønderjyllands Symfoniorkesters netop aftrådte chefdirigent.
Sønderjyllands Symfoniorkester er det mindste af de fem landsdelsorkestre og kæmper for tiden med et budgetmæssigt efterslæb på næsten 5 mio. kr. i forhold til f.eks. landsdelsorkestret i Aalborg, som har samme størrelse, men turnerer mindre. At orkestret alligevel går hen og vinder så prestigefyldt en pris, tillægger orkesterchef Claus Skjold Larsen især to forhold:
”Orkestret er bare blevet bedre og bedre i de senere år. Vi har dygtige musikere, der formår at rykke sammen og give det ekstra, der skal til for at nå helt til tops; vi har en fantastisk koncertsal og god opbakning fra lokale sponsorer. Og så har vi gennem årene skabt os et navn, også internationalt, som gør, at vi kan tiltrække bedre og bedre dirigenter og solister. Vi er rykket op i elitedivisionen i de senere år, og det ved folk ude omkring i verden.”
Malurt i bægeret
Den glade orkesterchef vil dog hæve en advarende pegefinger – orkestret er under voldsomt økonomisk pres fra faldende statstilskud og alarmerende ringe økonomiske tilskud fra de kommuner, orkestret spiller i.
”P2-prisen er et ydre bevis på, at vi har en berettigelse som et af de store kulturfyrtårne i udkants-Danmark og et orkester af international klasse. Nu mangler vi den politiske velvilje til at sørge for orkestrets fortsatte eksistens – for midt i al glæden over prisen ringer samtlige alarmklokker. Uden politisk handling er Sønderjyllands Symfoniorkester truet på eksistensen.”
Orkesterchefen forklarer situation således: ”Orkestret er normeret til 65 musikere. Reelt har vi kun råd til 60. Vi synes, der er tale om ulige behandling af publikum i Syd- og Sønderjylland og Sydslesvig. Hvorfor skal de store musikalske oplevelser være mindre tilgængelige i vores del af landet? Med de begrænsede ressourcer, vi er stillet i udsigt nu, er vi nødt til at reducere vores aktiviteter. Det betyder færre koncerter, mindre kultur, mindre musik i skolerne, mindre talentudvikling. Vi kan ikke gøre mere nu. Resten er op til politikerne i kommuner og i Folketinget – vil man fortsat have et kulturfyrtårn af international kaliber i Sønderjylland, må man sikre det med en kontant tilførsel af midler snarest.”





Tilføj en kommentar